Drengen og æbletræet

En gang for længe siden, var der et kæmpe æbletræ. En lille dreng elskede at komme og lege rundt om den, hver dag. Han klatrede til trætoppen, spiste af dets æbler og sov under dens skygge. Han elskede træet og træet elskede at lege med ham. Tiden gik, og den lille dreng var vokset sig stor, og han legede rundt om træet som han plejede at gøre.

En dag, vendte drengen tilbage til træet og så bedrøvet ud.

’’Kom og leg med mig!’’, spurgte træet drengen.

’’Jeg er ikke længere et barn, jeg leger ikke rundt om træer mere’’, svarede drengen.

’’Jeg vil have legetøj. Jeg har brug for penge til at købe dem.’’

’’Jeg er ked af det, men jeg har ingen penge, men du kan plukke mine æbler og sælge dem. På den måde, vil du få penge.’’

Drengen var så spændt. Han tog alle træets æbler og gik sin vej. Drengen kom aldrig tilbage igen, efter han plukkede træets æbler. Træet blev bekymret og trist.

En dag, vendte drengen tilbage som mand, og træet blev lykkelig over at se ham.

’’Kom og leg med mig!’’, sagde træet.

’’Jeg har ikke tid til at lege. Jeg bliver nød til at arbejde for min familie. Vi har brug for et hus. Kan du hjælpe mig?’’

’’Jeg er ked af det, jeg har intet hus. Men du kan hugge mine grene for at bygge dit hus’’. Så huggede manden alle træets grene og gik sin vej med et smil. Træet var glad for at se ham smile, men manden vendte aldrig tilbage igen. Træet var igen enlig og bedrøvet.

En varm sommerdag, vendte manden tilbage og træet var henrykt over at se ham.

’’Kom og leg med mig!’’, sagde træet.

’’Jeg er for gammel til at lege. Jeg vil tage ud på en sejltur for at slappe af. Kan du give mig en båd?’’, sagde manden.

’’Brug min stamme, for at bygge båden. Du kan sejle langt væk og være glad.’’

Så huggede manden træstammen, for at lave en båd. Han tog ud at sejle og viste sig ikke igen.

Endelig, vendte manden tilbage efter mange år.

’’Jeg er ked af det, mit barn, men jeg har intet som jeg kan give dig mere. Ingen flere æbler for dig’’, sagde træet.
’’Intet problem, jeg har heller ingen tænder til at bide i’’, svarede manden.

’’Jeg har heller ingen stamme som du kan klatre op ad’’.

’’Jeg er for gammel til klatring’’, sagde manden.

’’Jeg har virkelig intet som jeg kan give dig, det eneste jeg har tilbage, er mine døende rødder’’, sagde træet med tårer.

’’Jeg har heller ikke brug for noget, kun et sted som jeg kan læne mig ad. Jeg er træt efter alle de år’’, svarede manden.

’’Herligt! Gamle trærødder er det bedste man kan læne sig ad og hvile på, kom og sæt dig med mig, og hvil’’, sagde træet.

Manden satte sig ned, og træet var glad og smilte med tårer.


Dette er fortælling alle kan lære af. Træet er ligesom vores forældre. Da vi var unge, elskede vi at lege med vores moder og fader. Da vi voksede op, forlod vi dem; og vendte kun tilbage når vi behøvede noget, eller når vi var i vanskeligheder.

I tror måske at drengen er ond, men sådan er vi alle når det kommer til forældrene. Vi tager dem for givet; vi værdsætter ikke alt det de gør for os, indtil det er for sent.


Oversat af Haydar al-Lubnani